Willowcreek's Ivyglenn Matchmaker

Batman

Batmans historie, skrevet februar 2016:

Lykken var stor, da Batman flyttede ind hos os. Han var en fantastisk hund. En af dem der går lige i hjertet. Han blev udstillet mange gange og med rigtig fine resultater. Batman var en rigtig spilopmager og der var gang i ham hele tiden. I foråret 2015 tog han et vovet spring i haven og haltede og pev bagefter. Det viste sig, at lyskekanalen var sprunget op og han måtte opereres. Der var komplikationer og han måtte reopereres 2 gange. I et halvt år efter havde Batman mange restriktioner pga. smerter, når han havde løbet og leget. Det blev aldrig rigtig godt. I november fik han så mange smerter at han ikke kunne hoppe og løbe mere og en dag var det helt galt. Brokket var sprunget op og hullet var blevet så stort, at noget af tarmen var røget ud og begyndt at afklemmes og han skulle akut opereres, da situationen var livstruende. På dyrehospitalet kunne de ikke garantere en bedring efter operation og da de måtte fjerne et stykke tarm, ville han formentlig få problemer med fordøjelsen resten af sit liv. Taget i betragtning hvordan sidste operation var gået, var det tvivlsomt at de kunne reparere brokket, så det holdt. En hund skal have et lykkeligt liv, hvor den kan springe rundt og løbe og lege uden at få smerter. Den skal kunne hoppe rundt og være glad hver dag på lige fod med de andre hunde i hjemmet. Batman var ikke fyldt 2 år endnu og allerede opereret 3 gange og skulle nu igennem en endnu større operation og formentlig skulle det gøres over flere gange. Mentalt tog det meget hårdt på ham ved sidste operation og der var stor risiko for efterfølgende infektion, da han denne gang også skulle tarmopereres. Vi talte længe med dyrlægen, som sagde vi skulle tænke på hans fremtidige livskvalitet. I samråd med dyrlægen blev det besluttet at give Batman fred i stedet for endnu flere operationer og et liv med smerter og restriktioner. Han lå i mine arme, det bedste sted i verden for Batman og vi kiggede hinanden i øjnene til han sov ind. Det er det sværeste vi til dato har været med til og savnet af vores Batman er ubeskriveligt, han vil altid være i vores hjerte.

Batmans historie maj 2014:

Vi ville gerne have noget nyt blod til vores fremtidige opdræt og kan rigtig godt lide de amerikanske linjer både hvad angår udseende men ikke mindst deres mentalitet. 

Vi har gennem længere tid haft kontakt til en amerikansk löwchen opdrætter Donna Moore Jones og hendes samarbejdspartner Lexi Neel. Lexi Neel er ejer af en amerikansk löwchen ved navn Musicbox Turn Around "Turner", som jeg er helt vild med. Da Lexi Neel fortæller mig, at Turner skal bruges i avl på 3 forskellige tæver, kommer jeg på venteliste til et af de 3 kuld, der vil komme vinteren 2014.

Vi havde meget korrespondance og alle tilladelser for importen var ikke helt problemfrit, men det lykkedes ved fælles hjælp.

Batman var 12 uger, da han flyttede ind hos os og hold da op, sikke en omvæltning det har været. Han er simpelthen så fyldt med krudt og energi og lidt af en ballademager, men på den helt fantastisk charmerende hvalpemåde.

Han kan sætte gang i de "gamle" løver herhjemme og også i mig, for alle hvalpeunoder, dem kender Batman. Han elsker at løbe rundt i huset med sko, tøj der ligger på gulvet (tænk vasketøj når jeg sorterer), håndklæder, sofapuder - ja stort set alt der ligger og flyder, det løber han rundt med og har det herresjovt. Vi har en kurv med legetøj.... den er altid tom, for Batman kan tømme den hurtigere end jeg kan fylde den igen :-)

Batman har allerede været udstillet et par gange og vi går ugentlig til ringtræning og vi er fulde af forhåbninger til ham :-)