Belgross Amazing Craze of Grace *Signe* og Belgross Zimzalabim *Birrie*

er blevet forældre til et fantastisk smukt kuld på 2 tæver og 1 han :-)

Søndag den 26. februar om formiddagen begyndte Signe at give tegn til den forestående fødsel. De har en fase, som svarer til kvinders veer inden selve presseveerne går ind. Denne fase kaldes opblokningsfasen. Det er meget individuelt hvor lang tid dette varer. De vil typisk være lidt rastløse, bygge rede dvs. kratter og skubber rundt på tæpper og puder i det dertil indrettede fødeområde. De trækker vejret hurtigt "halser" og denne fase varer typisk ca. 8 timer, men igen forskelligt for hver fødsel.

Vi tænkte, når nu Signe startede op kl. 10.00, at så ville det være overstået i aften. Men næ nej, Signes opblokningsfase varede til mandag morgen, så det var en træt hundemor, der gik i presseveer kl. 8.00 mandag morgen.

kl. 8.40 blev den første født, 1 irish pied tæve på 143 gr.

kl. 9.25 blev en gylden han på 198 gr. født.

kl. 9.50 blev den anden tæve, en black and silver, født med 185 gr.

Det er en rigtig god vægt for de små. Signe klarede det superflot, trods hannen valgte at blive født med den ene bagpote først og vi måtte hjælpe en del til. Men alle havde det godt fra start og mor Signe lå nu og puttede med sine små børn.

Om onsdagen blev vi nødt til at køre op til dyrlægen, da Signe ikke virkede helt frisk. Hun blev gennemundersøgt og dyrlægen vurderede, at hun var i kalkmangel. Kalkchok er desværre en lille risiko, ved de store racer viser det sig først uger efter fødslen men ved de små racer er det ofte inden for de første dage. Da jeg har oplevet det før, kunne jeg reagere hurtigt, da jeg kunne genkende symptomerne.

Signe blev ordineret kalktabletter resten af diegivningsperioden og hun rettede sig meget hurtigt. Derved løb mælken også først til onsdag aften, så nu blev der lidt mere ro i kassen.

Nu ånder alt idyl og lykke, Signe er en fantastisk morhund. Hun nægter at forlade sine børn, så den første uge må jeg give hende snor på og lufte hurtigt i haven og så skynder hun sig ind igen. Da hun ikke vil forlade dem og stadig er lidt hårdt ramt, skal damen have sin mad på sengen og sandelig også fodres med ske, men hvad gør man ikke for sin dejlige, dygtige hundepige :-)

Man må gerne være uglet i pelsen lige inden man føder :-) Stadig lidt våde En lille tår Belgross Zimzalabim *Birrie*
Aftenen før fødsel går i gang